2.3 Kompetenceudvikling
Dagtilbuddene danner fundamentet for børns videre udvikling, læring og uddannelse, og der er mange og høje forventninger til den indsats, dagtilbuddene skal levere. De pædagogiske medarbejdere skal være opdaterede i forhold til viden, metoder og indsatser, så de kan arbejde målrettet og reflektere over deres praksis. Ledelsesteamet skal kunne organisere rammerne for en pædagogisk velfunderet praksis, skabe en evalueringskultur i dagtilbuddet og samtidig skal de agere strategisk i en politisk styret organisation.
Ovenstående er afgørende for at drive dagtilbud af høj kvalitet, der understøtter børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse bedst muligt. Derfor er kompetenceudvikling af både ledere og medarbejdere en væsentlig parameter for kvaliteten på dagtilbudsområdet. Denne pointe understøttes også af EVAs forskningsopsamling Kvalitet i dagtilbud, der peger på, at efter- og videreuddannelse af pædagogisk personale øger kvaliteten af det pædagogiske arbejde.
Der sker løbende kompetenceudvikling af medarbejderne og lederne i dagtilbud. De seneste års kompetenceudviklingsinitiativer er oplistet herunder:
Siden 2019 er der igangsat et kompetenceløft af medarbejdere i dagtilbud og dagplejen i Teachers Talk, der opkvalificerer medarbejderne i forhold understøttelse af børnenes sprogudvikling.
I foråret 2021 gennemførte 20 medarbejdere fra vuggestuerne et diplommodul i Tidlig indsats i dagtilbud – de første leveår for børn i udsatte positioner. Parallelt med uddannelsen deltog de daglige ledere fra vuggestuerne i en asynkron online læringssti, således at lederne bedre kunne understøtte medarbejderne i diplommodulets tematikker.
I foråret 2021 gennemførte syv dagplejere et splitforløb hos SOSU Østjylland bestående af to AMU-kurser i hhv. Tidlig opsporing – børn i udsatte positioner og Refleksionsmetoder i den pædagogiske praksis.
Som led i arbejdet med børns første 1000 dage er alle dagplejere i 2021 og 2022 på et kursus af en uges varighed, der kvalificerer dem til tidlig opsporing og indsats i forhold sårbare børn og forældre.
I efteråret 2021 og foråret 2022 gennemførte 52 pædagoger i daginstitutioner, ressourcepædagoger og dagplejepædagoger et kursus i RARRT I (Relation, Anerkendelse, Ressourceorienteret og Reflekteret Teori) ved Center for dynamisk psykologi. I efteråret 2022 starter der to nye hold op, hvor 29 pædagoger i daginstitutionerne deltager. Formålet er at styrke pædagogernes relationskompetencer. Målet er at flere pædagoger fremover skal uddannes i RARRT.
12 dagplejere deltager sammen med 19 medhjælpere fra daginstitutionerne i september 2022 i tre læringsdage om den styrkede pædagogiske læreplan. Forløbet er målrettet nyansatte dagplejere og medhjælpere i daginstitutionerne, der endnu ikke har været på uddannelse i den styrkede læreplan.
Som faglig inspiration er der i 2022 udbudt muligheden for, at dagplejerne kan deltage i aftenmøder om bevægelsesglæde ved DGI, arbejdet med musik i samarbejde med Favrskov Musikskole og om AULA og forældresamarbejde.
Som faglig inspiration er der i november 2022 mulighed for, at medarbejdere i dagtilbud kan deltage i et fyraftensmøde om NEST i dagtilbud, arrangeret af PPR, med henblik på at styrke den inkluderende indsats. De daglige ledere inviteres desuden til et formøde om, hvordan der ledelsesmæssigt kan støttes op om NEST.
I Favrskov Kommune er der en målsætning om, at alle ledere for områder med direkte borgerkontakt skal tage en diplomuddannelse i offentlig ledelse (DOL). Alle områdeledere har gennemført eller er ved at gennemføre DOL og ligeledes er en stor del af de daglige ledere enten i gang med eller har gennemført DOL.
Udover ovenstående strukturelle kvalitetsparametre, er der også elementer fra ITERS og ECERS kvalitetsmålingerne, som beskrives i næste afsnit, som siger noget om den strukturelle kvalitet.