6. Opfølgning på indsatser og tilbud
Favrskov Kommune følger løbende op på, om den indsats du modtager, stemmer overens med dine behov. Hvis du er visiteret til botilbud, beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud eller bostøtte vil Favrskov Kommune tilbyde dig at udarbejde en plan for den indsats, der aftales mellem dig og medarbejderne. Favrskov Kommune arbejder i den forbindelse med servicelovens § 141 handleplaner og delmål for at sikre sammenhæng i din indsats. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med dig.
For dig der får ledsagelse, vil der ligeledes løbende blive fulgt op på, om hjælpen du modtager, er i overensstemmelse med dine behov. Denne opfølgning sker via telefon eller ved hjemmebesøg.
Hvis du er i behandling i Rusmiddelcentret vil din behandlingsplan løbende blive justeret, og oplysningerne om din behandling vil blive indberettet til Stofmisbrugsdatabasen. Desuden arbejder Rusmiddelcentret med en evaluering af deres indsats for at sikre den bedst mulige behandling. Som led i opfølgning af indsatsen, har Favrskov Kommune fastsat følgende måltal for rusmiddelområdet:
Andelen af misbrugere, der opnår det ønskede mål efter afsluttet behandling, udgør minimum 65%.
Andelen af misbrugere, der har afsluttet deres behandling med det ønskede mål, og genhenvender sig inden for 12 måneder, udgør maksimalt 10 %.